Interview, Joan Ørting: En Snak Om Sex

Nu fik jeg tidligere sammen med Joan Ørting snakket om glæde og fundamentet for et lykkeligt liv. For mig var det dét jeg var allermest interesseret i at høre fra Joan, meeeen nu hvor Joan var til stede så skulle man da være et skarn hvis man ikke lige fik snakket lidt om det seksuelle. Det er et kortere interview og vi starter hvor vi slap sidst, nemlig hvordan glæde også er lækkert at have med i sengen. Før vi kommer mere ind på det seksuelle, runder vi lige at man jo ikke er glad hele tiden – så hvad gør man egentlig når man møder udfordringer?  

Tror du at glæde kan være med til at forbedre sexlivet?

Ja, det er jo altid dejligt med glæde – det kan vi alle lide. Det er overskud, smil og dejlig udstråling. Men man er jo ikke glad hele tiden, der sker jo hele tiden noget – så sidder man fast i trafikken eller så sker der noget andet der ikke ’burde’ ske.

Hvad gør du så når du møder udfordringer?

Først og fremmest vil jeg sige at jeg har meget at lære, ellers havde jeg ikke været så nørdet. Jeg har så mange ambitioner og jeg kunne godt tænke mig at være ubetinget kærlighed, dvs. at uanset hvor gode eller dumme folk er, så altid acceptere dem for dem de er. Jeg har heldigvis stadig mange år tilbage at lære i – forhåbentligt. Livet er en skole og hver gang du overkommer en udfordring, går du op til næste klasse, men hvis du ikke gør, bliver udfordringens omfang større og større.

Typisk kan de følelser vi kender alt for godt, være udfordringer vi prøver at gå udenom. Jeg kalder dem lyserøde elefanter og hvis disse lyserøde elefanter bliver undertrykket, bliver de bare større og større. For at undgå at en lyserød elefant bliver større, skal vi gå ind i den og finde ud af hvor den kommer fra. Det er den eneste måde at den kan blive helet på. Ellers ender den bare med at fylde hele stuen, så selv når man ser TV kan man ikke undgå den. Vi prøver tit at gå udenom men det kan vi ikke, så jeg går altid ind i det, stiller mig selv spørgsmål og skriver tingene ned.

Hvis vi skulle prøve at skabe et billede af hvordan et par som er essensen af det sexologerne, stræber efter at hjælpe deres klienter med at blive – hvordan ville det par så være og hvorfor har de en god balance og et godt sexliv?

Det er fordi det par har større planer med forholdet og deres sexliv. Et mål med forholdet og et commitment til at det skal lykkedes. De er bevidste om hvorfor de gør som de gør. I stedet for bare at gøre ting og så en dag tænke “Puuuha, jeg er i et forhold og jeg har også et barn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følger egentlig bare med alle andre”.

Det er også lige så vigtigt at forholdet er i balance og at man har fælles værdier. Et godt forhold er et hvor man sammen er blevet enige om hvad det handler om – f.eks. kan de have aftalt at for dem begge handler det om tryghed. Modsat hvis et par, hvor den ene vægter frihed og den anden tryghed, vil det skabe modstrid. Tryghed skal med tryghed, frihed skal med frihed og når man sammensætter to ting, så vokser man sammen. F.eks. elsker jeg at udvikle mig hele tiden, så det skal min partner også vægte for at vi passer sammen.

Det er vigtigt at stille spørgsmål til sig selv; Hvordan har jeg det med ham? Hvem bliver jeg med ham? Hvis man b.la. bliver usikker og lille, så er det fordi det er ude af balance. Det er sådan noget vi sexologer hjælper med at finde ud af. Man skal jo få energi af det, føle at man bliver endnu mere sig selv og føle sig elsket!

Hvornår mener du at man burde gå til sexolog?

Typisk går folk til sexolog når de skammer sig over et eller andet, ikke føler sig gode nok eller har været single i 8 år og er blevet usikre. Men sexologien er også med til at udvide bevidstheden og der mange der ikke ved, at de lever i en lille kasse på automatpilot. De kunne udvide deres liv hvis de blev spurgt om hvorfor de egentlig har sex, hvad de vil med det og hvornår de hver især er allermest glade i parforholdet og hvornår de ikke er.

Det er vigtigt at komme ud af vanerne og skabe noget der er i tråd mellem det de begge i virkeligheden er der for. Når vi sexologer oftest spørg par hvorfor de har sex, er det typisk af to forskellige årsager og de laver faktisk en helt tredje slags sex, som hverken passer til den ene eller den tredje.

Hvordan kan man gøre sexlivet lidt bedre?

Ryst posen. Find ud af “Gider jeg overhovedet det her A til B sex klokken kvart i elve om aftenen?”. Er det dét der gør mig lykkelig? Nogen ville måske mene at det ikke gør dem mere lykkelig, da det kan være hårdt arbejde. Man har måske knoklet hele dagen på arbejdet og oven i det, har man vidst hele dagen at der venter en ‘storvask’ senere i aften. Man er ikke rigtig liderlig mere og som kvinde er det svært at blive liderlig hvis ikke vores hjerte er åbent. A-B sex handler mere om at få to udløsninger hurtigst muligt.

Jeg er en tantra pige og det handler om at man åbner sit hjerte op før man elsker. Vi kvinder har haft maskulin sex i tusinder år, hvor vi har skyndt os at køre to kødstykker op ad hinanden – men vi kan det ikke mere. Det er vigtigt som kvinde at formidle hvad man har brug for, hvad der virker for en og hvad man godt kunne tænke sig. Sige: ”Jeg kunne godt tænke mig at bevæge mig ’opad’, i stedet for en hurtig release. Jeg vil i en orgasmisk tilstand og det andet efterlader mig tom. Jeg vil være i en tilstand af åbenhed og hvor kroppen ligger og ryster på den gode måde”. Det skal gå langsomt og sjælen skal med, ellers bliver det en præstations ting. Hun skal ikke nå at komme inden 10 minutter og files til en orgasme. I virkeligheden skal man slet ikke file kvinder til en orgasme, for det kommer af sig selv. Når vi skal files til orgasme, er det fordi vi ikke er liderlige nok og kroppen er ikke fyldt af sex og det skal den være for at komme i en orgasmisk tilstand.

Ja, jeg kan nu som mand skrive under på at to ryk og en aflevering nogle gange kan være meget lækkert. Men omvendt så er det også mere for udløsningens skyld, og her har det ikke rigtig noget med samlejet og partneren at gøre. Jeg tror helt klart at Joan har ret i at der hvor det går op i en højere enhed, er når vi gør det for at være intime med hinanden. Vi gør det for at være sammen med hinanden og uden egentlig at have et mål vi skal nå hen til. Jeg syntes selv det er svært, men det er her flowet og kreativiteten opstår og her man undgår at kørerundt i de sædvanlige rutiner. Her hvor man rører ved hinanden fordi man er nysgerrig og lader en spænding bygge op omkring det, leger med spændingen og lade citre i kroppen – og nemlig ikke bare frigiver spændingen hurtigst muligt igennem en udløsning.

Det var ikke engang meningen at bloggen skulle komme så meget ind på det seksuelle, men jeg fik nogle muligheder som jeg valgte at gribe. For det ikke skal være løgn, så er jeg også blevet tilbudt et tantrakursus af Yazmin Fox som jeg tidligere har interviewet og jeg overvejer da stærkt at se hvad det er for noget. Så måske mere om det seksuelle og hermed et lille hint om et muligt fremtidigt indlæg 😉

– Simon Woetmann

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *