Interview, Oldemor Asta 95 år – Jeg har haft et herligt liv

Læsetid: 8 minutter

Som jeg har nævnt i min beskrivelse om bloggen, har jeg netop lavet den for at tage ud og interviewe en masse spændende mennesker – og er der noget menneske som er mere spændende end min gode gamle oldemor Asta som fylder 96 i år. Hun er født i 1922, en tid hvor der næsten ingen biler på vejene var, det første fly, med en uhørt fart, havde lige krydset Atlanten på 33 timer, og der var 74 år til jeg blev født. Elektriciteten var ved at udbrede sig i de danske hjem, selvom mange mente at det var farligt og blot en døgnflue. Gad vide hvordan verden ser ud når jeg bliver gammel? Jeg har altid gået og grublet over alt det min Olde må have oplevet, så det besluttede jeg mig for at dykke ned i. Jeg aftalte med Olde at jeg kørte forbi bageren og købte rundstykker, hvis hun lavede kaffen.

Hvordan så verden ud dengang du var ung?

Jeg husker at verden var meget rolig indtil tyskerne kom. Det var nogle gode år imellem første verdenskrig og anden verdenskrig.
Min familie var meget foran dengang i 1920’erne og vi har aldrig været uden telefon (næsten 20 år senere i 1940 havde blot 10 % af danskerne telefon). Vi har altid haft telefon og vi fik også en Ford 30 da jeg var 8 år.

Ford 1930

Min far var foregangsmand, så han var altid med på det nyeste. På den måde har jeg altid været privilegeret. Vi havde det godt i vores hjem, men vi skulle gerne passe os selv.

SW: Var det husets regler?

Det var fars regler.

Jeg kan huske at da jeg blev ældre, var der ungdomsfester i forsamlingshuset. Fester dengang var ikke som de er i dag. Der sad alle pigerne på række rundt omkring i salen og så kom drengene hen og bukkede for os. Det var utroligt spændende at se hvor mange der kom hen til en. Vi dansede ved grammofonen og drak sodavand – der var ikke noget med alkohol for det var ikke noget man gjorde. Drengene drak måske udenfor, men det ved jeg ikke noget om. Vi fik ikke noget, udover en sjælden gang fik man en lille snaps med citronvand.

Jumpe

Der var ingen asfalterede veje dengang og hvis jeg skulle beskrive min by Terslev, havde vi en hovedgade, et alderdomshjem, et mejeri, og et forsamlingshus. Under krigen brugte vi en jumpe (lille hestevogn), når vi skulle ned til købmanden. Vi kunne ikke bruge bilen til det, da der ikke rigtig var benzin tilgængelig under krigen.

Hvordan syntes du at verden har ændret sig siden du var helt lille?

Jeg syntes jo livet var dejligt dengang, vi havde folk på gården og de var altid søde og flinke. Jeg syntes faktisk alting var bedre dengang. Det var meget mere stille og roligt. Nu er det så forjarvet det hele og alting skal gå så stærkt. Dengang var folk hurtige til at hjælpe hinanden.

Jeg kan huske at mig og min mand Holger var meget uheldige med vores heste, da vi lige var flyttet sammen på vores gård. Der var noget galt med dem alle sammen, så vi kunne ikke bruge dem i marken. Men vores nabo var så sød og sagde “I kan få en af mine heste og så venter vi bare med at så”. Det var jo stort, fordi vi havde ingen penge dengang. Det var i 1944 og jeg var kun 22 år gammel. Før vi selv blev gårdejere, tjente jeg 150 kr. om måneden som husjomfru, så der skulle mange månedslønne til.
Omvendt har det været roligt for mig det meste af livet, da jeg har boet på landet. Jeg har altid haft det rigtig godt og jeg har haft en god familie og nogen dejlige oldebørn. Så jeg kan ikke tillade at beklage mig.

Oldemor og hendes hund i 1963

Er der noget årti der har været bedre end andre?

Jeg synes snarere at jeg kan sige at det var ikke nogen gode 5 år vi havde i 40’erne. Jeg var et ungt menneske dengang. De år var kedelige at være ung i fordi der var mørklægning og man ikke måtte noget efter mørkets frembrud. En glædelig ting var at jeg mødte min mand Holger under krigen, hvorpå vi begge tjente på Sofiendal som var en herregård ved Haslev. Vi var sammen der et halvt år i 1942 og så gik det ellers hurtigt fordi vi nåede at købe en gård, blive gift i og få vores første barn inden krigen sluttede.

Jeg kan huske at man kunne mærke at vi havde fremmede mennesker inde i landet. De kom meget hos os fordi vi havde en gård og de ville købe æg, men vi solgte aldrig noget til dem. For det første måtte man ikke og for det andet så gjorde vi det heller ikke. Man måtte ikke være tysker venlig. Men de var faktisk flinke de tyske soldater, bestemt. De kom hen til os og sagde “jamen I har jo både gård og høns, så vi vil godt have nogen æg” hvortil jeg svaret “Nej, det kan I ikke her” og så gik de bare igen. Jeg kan huske at til sidst i krigen, var der mange tyskere på vores landevej, hvor de gravede huller ude i grøfterne og så sagde de til os “Det er fordi vi skal begraves dernede”. De var godt klar over at krigen var slut. Men de blev trodsalt ikke begravet.

Igennem dit liv Olde, er der så nogle aktiviteter du syntes du har fundet særligt sjove?

Jeg har været gymnast altid og altid elsket det. Jeg var på Ollerup Gymnastikhøjskole da jeg var ung. Det var en god og meget flot skole.

Oldemors Højskoleophold

En ting der ikke var sjov, var da gården brændte i 1960. Jeg kan huske at jeg vågnede op om natten fordi der lød nogle store knald. Jeg troede i starten at det var bilen der var noget galt med, fordi det var snestorm og koldt, men da jeg kiggede ud, kunne jeg se at det var gården den var galt med. Jeg blev beordret til at køre bilen ud fra alt det ildhav – det var ikke sjovt. Men det klarede vi jo også og så fik vi en ny gård. Men det var dyrt fordi vi havde lige sat vores forsikringer ned. De var blevet så dyre syntes vi!

Har du et bedste minde?

Jeg kan huske at på Otterup Gymnastikhøjskole boede jeg sammen med en og hun var ikke ret stor, men hun sprang fra 10 meter vippen dernede. Det var der ikke mange der turde og især ikke mig. Jeg tror højst jeg fik sprunget fra 3 meteren, så jeg var dybt imponeret. Der var også en anden som sprang fra 10 meteren, kan jeg huske, men hun brækkede armen af det.

Hvis jeg skulle nævne en dag som skilte sig ud, så var det den dag jeg blev gift. Det forgik i Terslev Kirke med brudepige og brudesvend. Der var en masse gæster med og det blev holdt ude i garagen på mine forældres gård. Det var en dejlig dag, selvom jeg husker at det styrtede ned fra morgen til aften og det var midt under krigen. Vi var lige flyttet sammen på Højagergård måneden før og der blev vi boende i 41 år.

Oldemor og Oldefar Holger på Højagergård, sølvbryllup 1969

Hvad tror du opskriften er på et godt og langt liv?

Det er at man skal tale med hinanden og være gode ved hinanden.
Jeg tror at grunden til jeg er blevet 95 år, må være fordi jeg altid har lavet sport, stadig går til gymnastik og så har jeg også altid passet på det jeg har spist. Men jeg har nok været lidt heldig i form af nogen gode gener. Indstillingen til livet syntes jeg også kan spille en stor rolle – hvis man har det godt, så kan man bedre indstille sig på at være god mod andre og sig selv.

Hvis du nu skulle gå tilbage i tiden Olde, og snakke med dit 20-årige selv og du kom med de erfaringer du nu har fået igennem et langt liv, hvad ville du så sige til dig selv?

Jeg ville sige at jeg altid gerne ville have været damefrisør. Men min far var af den mening at vi skulle lære at bestille noget, så det der frisør pjat syntes han ikke om. Jeg har altid ønsket det, og jeg tænkte sommetider på imens jeg var gift, at jeg godt kunne have lavet et af værelserne om på gården til en lille salon. Det blev desværre aldrig til noget, så det kan jeg gøre i det næste liv!

En anden ting jeg godt kunne have tænkt mig, er at mine forældre var mere hårde ved mig, så jeg kunne have lært mere. Jeg var ikke så kløgtig i alting og jeg syntes at børn i dag bliver drevet lidt mere – måske sommetider lidt for meget – men mange af dem bliver drevet, så de bliver til noget og kommer til at gå på en god skole. Jeg gik jo bare på en ganske almindelig kommuneskole. Skolen var jeg glad for, men jeg var ikke så glad for lektierne og her kunne mine forældre godt have sagt: “Nu sætter du dig ned og får lært det der”. Det havde måske været godt for mig.
Men jeg kan huske at jeg var glad for mine skolekammerater og jeg havde en veninde som var bange for at gå til skole, så jeg kørte altid ned og hentede hende på min cykel.

Mig og olde til min dåb 1996

Er der nogen ting du fortryder eller gerne ville have lavet om?

Ja, jeg ville godt have lært lidt mere. Jeg har ikke været ovenpå på den front. Men sådan er det. Jeg kunne godt være lidt dygtigere, ligesom mine oldebørn. Jeg gik normalt kun i skole 3 dage om ugen. Man var 7 år da man startede og sluttede når man blev konfirmeret. Jeg kan huske at der kun var en enkelt én som prøvede at komme på gymnasiet, men hun dumpede.

Du er nu 95 år, føles det som lang tid?

Nej, jeg syntes det er gået alt for hurtigt!

Hvis du fik muligheden for at leve livet om igen, ville du så gøre det?

Ja, det ville jeg da! Jeg har haft det godt. Det er det bedste af det hele.

Olde i altid strålende humør, 2017

Ja livet er værd at leve, især hvis man spørger min oldemor, nyd det mens du har det! Hvis du kunne lide interviewet, er du meget velkommen til at dele det.

– Simon Woetmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *