Interview, Torbjørn C. Pedersen: Rejser jorden rundt for at sætte verdensrekord

Læsetid: 7 minutter

Jeg har været så heldig at interviewe Torbjørn C. Pedersen. Det er måske ikke alle der ved hvem Torbjørn er, men jeg havde lyst til at lave et interview med en dansker, der har forladt det traditionelle liv for at rejse jorden rundt. Den drøm har de fleste vel nok haft i baghovedet på et eller andet tidspunkt – jeg ved i hvert fald med mig selv at jeg skal se det meste inden jeg går herfra. Det må man sige Torbjørn har, fordi d. 10. oktober i år var det nemlig 5 år siden han forlod Danmark og han har indtil videre besøgt over 150 lande på sin vej. Projektet kalder han ’Once Upon a Saga’ som han blogger om og alene på Facebook har over 23.000 der følger med i turen. Målet er 203 lande og han regner med at være færdig i 2020. For at bevise at det er muligt for de fleste, rejser Torbjørn for blot 100 kr. om dagen, alt inkluderet. Ydermere støtter han et godt formål igennem rejsen og er ’Goodwill ambassadør’ for Røde Kors, hvor han gør opmærksom på den forskel organisationen laver ude i verden. Torbjørn er blevet interviewet af BBC, National Geographic, Forbes og Lonely Planet samt mange andre af de helt store globale mediekoncerner, og her er lidt spørgsmål fra min side om hans rejse.

Hvad er baggrundshistorien og formålet med jordomrejsen?

I 2013 fandt jeg ud af at ingen har besøgt alle verdens lande helt uden at flyve. Det er bemærkelsesværdigt når vi har været på Sydpolen, Nordpolen, toppen af Mt. Everest og endda på månen. Jeg gjorde op med mig selv at jeg var udfordringen værdig og at jeg ville være det første menneske i verdenshistorien som har besøgt alle verdens lande, i en uafbrudt rejse helt uden at flyve.

Jeg vil vise folk mere om hvorfor Røde Kors er værdifuld og værd at støtte. Jeg ønsker at inspirere, motivere, underholde og undervise dem der følger. Jeg synes folk skal have muligheden for at se verden i et andet lys end det de plejer. Og jeg vil demonstrere at der næsten altid er en vej frem og at man skal kæmpe for det som er vigtigt i livet.

Jeg går ud fra at der er sket mange ting, når man har rejst i 5 år, kan du fortælle om en af de vildeste oplevelser du har haft i forbindelse med rejsen?

Det er ikke helt let at svare på. Der har jo været meget forskelligt igennem årene. Det meste af tiden er alting jo normalt og ganske roligt. Men jeg mindes da at være ombord på et containerskib på Nordatlanten i en storm der varede fire dage. Eller at sidde i en bush-taxi, hvor alle faldt i søvn inklusivt chaufføren og jeg i sidste øjeblik, fra bagsædet, fik rettet Corolla’en tilbage op på vejen. Der var også dengang tre voldsomt berusede og yderst bevæbnede soldater truede mig på livet midt om natten i en jungle. Der er mange måder at opgøre “vilde oplevelser” på. Jeg har sejlet igennem piratfarvande uden at der skete noget, jeg har rejst med bus fra Amman i Jordan til Baghdad i Irak uden at der skete noget og jeg har haft en slem omgang malaria uden at det kostede livet. Jeg er endda også blevet forlovet på toppen af Mt. Kenya!

Mount Kenya

Kan du sætte nogle ord på hvordan det har været at rejse jorden rundt i 5 år?

Det er forholdsvist ensomt. Der er jo ikke nogen der kender hele historien ud over mig og det er umuligt for folk at sætte sig ordentligt ind i hvad jeg laver. Men det er også smukt. Det er nok de færreste der tror at verden er bundrådden og forkasteligt farlig. Men lidt tror folk det nok alligevel. Det har således været livsbekræftende at se vores verden med egne øjne og føle den på egen krop. Tilstanden er langt bedre end hvad de fleste er villige til at tro på. Der er meget der går den rigtige vej og de fleste mennesker er nu engang bare mennesker, der forsøger at få en hverdag til at hænge sammen.

Man lærer meget når man udforsker verden med et åbent sind. Så det er jo også en dannelsesrejse. Men det føles i bund og grund mest som hårdt og kompliceret arbejde. Jeg er jo alene med det meste og hvis jeg ikke finder en løsning, så stopper projektet. Så hårdt er det bestemt. Men på samme tid berigende.

Kan du prøve at give et indblik i, hvordan rejsen er finansieret og hvordan du løbende får indtægter til at opretholde din tur?

Once Upon A Saga er et projekt og det har det været siden det blev skabt i 2013. Dengang forlod jeg Danmark med en finansiel sponsor (Ross Offshore). Desværre blev de efter 2,5 år nødsaget til at trække sig grundet en længere periode med lave oliepriser, hvilket de var følsomme overfor. Så trak jeg på min opsparing indtil der ikke var mere tilbage. Tog et lån. Fulgte op med at sælge min sejlbåd og tage et lån mere. Derefter gennemførte jeg en crowdfunding kampagne og i dag er der lidt indtægter fra indsatte links på bloggen og salg af enkelte artikler. Det løber ikke rigtigt rundt. Men jeg håber at tjene pengene hjem igen efter projektet.

Hvad ville du sige til folk der drømmer om at rejse jorden rundt på ubestemt tid, og hvordan kan man få en indtægtskilde mens man rejser?

Det er jo let at oprette en blog så det ville være en god start. Det er straks sværere at gøre den populær og det kræver tid og vedholdenhed. Men der er mulighed for succes så det kan man overveje. De fleste der rejser på ubestemt tid, finder et job undervejs og der er mange brancher der eksisterer på basis af det. Der er diverse farme jeg har hørt om i Latinamerika og i Australien, der tilbyder kost, logi og nogle mønter for en indsats. Over hele Europa findes der hostels og de er ofte åbne overfor sæsonarbejdere. Dertil er der mange lande, der er billige at rejse i så dem kan man jo primært holde sig til. Dertil skal man huske at smile, lytte, lære, være hjælpsom og få det bedste ud af det. Verden er ikke komplet ufarlig men jeg holder på at en fremmed er en ven du bare ikke har mødt endnu.

Hvis du skulle gøre det om igen, er der så noget du ville have gjort anderledes?

Jeg ville have sikret mig en medieaftale. Det er svært at gøre nu når jeg er undervejs. Jeg ville have sørget for en rejseforsikring jeg kunne regne med. Grundet en fejl har jeg rejst uforsikret hele tiden og det koster en formue at blive forsikret. Jeg ville have haft klare linjer med de partnere der tager del i projektet. Der var meget der blev gjort lidt for hurtigt før afrejsen i den henseende og uden at det i dag er tydeligt, hvilken involvering partnerne egentlig er forpligtiget til. Jeg ville nok også have sørget for en assistent til at lette arbejdspresset med emails, research og dele af de socialemedier. Som det er i dag arbejder jeg 50 timer på en stille uge.

Bloggen handler om at få inspiration til at få mere ud af livet. Hvad er din definition på et liv, levet fuldt ud? 

Det er ikke noget let spørgsmål at svare på. Jeg fylder 40 til december så måske du kan spørge når jeg runder 80. Men hvis jeg skal prøve at svare, så bliver det noget med at leve livet med åbne øjne og på samme tid forsøge at være overbærende. De fleste mennesker lever i min opfattelse livet i sovende tilstand. Det hele er rutine og før man ved af det så kører livet på autopilot. Man skal ikke tage alt information for gode vare og man bør stille sig kritisk over for meget. Men det skal være i balance med et sundt niveau af tillid. Uden tillid tror jeg alting falder fra hinanden. Hvis man ønsker sig noget så må man aldrig give op! Man skal kæmpe for det og søge nye veje indtil man når målet. Men man skal opnå det på en ordentlig måde så man kan leve med sig selv og sine omgivelser bagefter. Når man giver op, så får man aldrig det man vil have. Der er næsten altid en løsning og det er de færreste ting der ikke kan lade sig gøre. Især når folk siger det er umuligt.

Hvor kan folk følge dig henne?

Once Upon a Saga – social media:

Blog/Webpage:

http://www.onceuponasaga.dk

Facebook:

https://www.facebook.com/pages/Once-Upon-a-Saga/320287321444752

Twitter:

https://twitter.com/onceuponasaga

Instagram:

http://instagram.com/onceuponasaga

YouTube:

https://www.youtube.com/c/OnceUponaSaga

Jeg ved ikke om du lagde mærke til at dette interview var anderledes end de andre? Jeg har nemlig lavet interviewet direkte via skrift sammen med Torbjørn og der er derfor ikke blevet transskriberet tale til tekst. Hvis du har lyst, så er du meget velkommen til at give mig feedback om hvordan du synes kvaliteten af dette interview var kontra dem jeg plejer at lave. Årsagen til at jeg har valgt denne form for interview er simpelthen fordi det er mindre tidskrævende end de andre. Feedback om kvaliteten af interviewet, vil jeg tage med i mine overvejelser om at benytte denne fremgangsmåde fremadrettet. 

– Simon Woetmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *