Enneagrammets visdom

Lær dig selv at kende: Enneagrammet

I mit seneste interview med Pernille W. Lauritsen, fortalte hun om hvordan hun rejste hele jorden rundt, krydsede Atlanten, boede i junglen og i huler under gamle slaveforts i Afrika. Hun kunne mærke at der var et tomrum, og at der var noget hun ledte efter. Hun ledte og ledte – men hvad ledte hun egentlig efter? Ja, det fandt hun først ud af bagefter. Det var et bestemt aspekt af sig selv, hun ledte efter. Det gik op for hende at der også var en indre rejse at begive sig ud på – en indre rejse med lige så mange bjerge, floder, kløfter, stormvejr og solskin som i den ydre rejse. 

… Og det er den indre rejse vi skal have fokus på idag. Fordi, hvordan finder man egentlig sig selv? Tja, det er et rigtigt godt spørgsmål.

Her er et skriv om et skridt på den rejse. Et skridt som haft stor betydning for mig selv. En stor betydning for forståelsen af mig selv, min adfærd og mine mønstre. Det skal handle om Enneagrammet.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg selv hørte omkring Enneagrammet. Det var i hvert fald ikke noget jeg, skulle bruge min tid på. Bare navnet lød som en eller anden ’fluffy’ holistisk teori, som kun alt for godtroende mennesker ville hoppe på – og symbolet/logoet mindede mig om noget fra en eller anden spirituel sekt. Jeg må være ærlig… Jeg var lidt bange og jeg valgte at gå udenom.

Men med så mange andre ting i livet, når det først har haft dit fokus, så begynder det at dukke op alle vegne. Ligesom den der nye bil du lige har fået øje på. Du har aldrig set den før, men pludselig kører den rundt på hvert eneste gadehjørne. Det samme skete for mig og Enneagrammet.

Pludselig var der en podcast om det, jeg blev tilbudt et kursus omkring det og der var sågar en bekendt som fik lyst til at lave et oplæg foran alle interesserede.

Der måtte være noget om det Enneagram der…

Så jeg endte på kursus…

Og jeg blev hurtigt fascineret.

Som typerne blev gennemgået kom der smågrin fra forskellige steder i rummet. Det var som popkorn, der poppede fra forskellige steder. Der kom sådan nogle små udbrud fra smil eller forbløffelse. Jeg var i hvert fald forbløffet. Fordi her stod jeg i min rejse til at blive klogere på mig selv, og pludselig blev der læst en type op fra en 4500 år gammel teori, og jeg begyndte pludselig at føle mig en smule småblottet. Det var ikke alt der ramte, men jeg kunne tydeligt mærke mange fællestræk med den type. Ja.. Hvad skete der lige der? Jeg måtte vide mere.

Hvad er Enneagrammet?

Enneagrammet er en oldgammel teori som bl.a. er blevet benyttet af Det Babylonske Oldtidsrige. Ordet ’Enneagram’ kommer fra det græske sprog hvor ’Ennea’ betyder ni og ’gram’ betyder model/figur.

Enneagrammet babylon
*Babylon var en oldtidsby og var en af verdens oprindelige 7 vidundere, grundet dets smukke hængende haver. Byen lå i det nuværende Irak.

Det var lidt om oprindelsen. Men for at være helt konkret, så har Enneagrammet prøvet at kortlægge vores menneskelige adfærd. Her bliver den menneskelige adfærd delt op i 9 forskellige personlighedstyper, som beskriver hvilke grundlæggende mønstre vi hver især handler, agerer og tænker ud fra.

Hvad kan det bruges til?

…og er det ikke lidt at sætte folk i kasser? Det kan man sige, men hensigten er at hvis vi bliver bevidste om vores egen ubevidste adfærd giver det os muligheden for at rykke ud af kassen. Så det er altså forståelsen af kassen, der giver muligheden for at åbne den op og giver os adgang til at bruge kvaliteterne fra de andre typer.

Enneagrammet kan bruges til at forstå sig selv og andre mennesker. Men først og fremmest er det vigtigt at finde sin egen type.

Det er min erfaring, at typerne kan være svære at forstå, specielt hvis man ikke har noget forhåndskendskab til dem. Derfor har jeg haft til hensigt at gøre Enneagrammet så forståeligt for dig som overhovedet muligt. Igennem sange, kendte mennesker og beskrivelser samt basale behov og ønsker, vil jeg prøve at give dig muligheden for både at se, høre, mærke og forstå de forskellige typer.

Sidst men ikke mindst, har jeg valgt at indrage et sjovt eksempel på motivationen bag adfærden. Alle vil jo gerne holde en pause på et tidspunkt, selvom vi er til et spændende foredrag. Men selvom vi alle ønsker det samme, er motivationen forskellig. En motivation jeg har forsøgt at gøre dig klogere på.

Hvordan finder jeg min type?

Nedenfor har jeg beskrevet alle de 9 typer. Den nemmeste måde at finde din type er ved at se på: Hvem er jeg når jeg er udfordret? Hvem er jeg når jeg er presset? Tag det spørgsmål med i baghovedet når du skal finde ud af hvilken af typerne der beskriver dig bedst. Det er nemlig her at din Enneagram type er mest tydelig.

Det her er ikke en guide til at ’løse’ typernes problemer, men et fokus på at give dig en forståelse af de forskellige typer. Først derefter vil jeg invitere dig til at dykke yderligere ned i din egen type eller dem omkring dig, for at finde anvendelig viden som du kan tage med dig i dit liv.

Nedenstående billede illustrerer forskellige typers fokusområder. Jeg er type 4 og det betyder at jeg har et stort fokus på at skabe min egen identitet – hvilket b.la. artiklerne her er et udtryk for.

Med det sagt – nu til typerne. Du er velkommen til at skimte overskrifter og dykke ned i dem der fanger dig mest.

Enneagrammet de 9 typer

Enneagrammets 9 typer

*Udover min egen erfaring, er materialet også opbygget på baggrund af eksterne kilder: Mindjuice Academy, The Enneagraminstitute, Resko.dk, United4u.dk samt The Enneagram in Business.

Enneagrammet type 1 Reformatoren

Enneagrammet type 1 – Perfektionisten / Reformatoren

Enneagrammet type 1: Perfektionisten / Reformatoren

Den rationelle, idealistiske type: Principfast, målrettet, selvkontrolleret og perfektionistisk

Hvorfor vil type 1, gerne holde pause? Fordi man bør holde pause efter 45 min. Der findes jo regler om at vi ikke kan koncentrere os i længere tid.

Kendte mennesker som er type 1: Nelson Mandela, Dronning Margrethe, Michelle Obama, Hillary Clinton, Mahatma Gandhi

Her synes jeg at Gandhi og Mandela er gode eksempler for type 1. Deres stræben efter retfærdigheden har gjort at de har tilsidesat deres egne behov for at sikre bedre rettigheder for andre og skabe en bedre verden omkring dem.

Basale frygt: at være ufuldkommen, mangelfuld og ond

Basale ønske: At være god, dydig, i balance og at have integritet.
Det kan forvrænges i kritisk perfektionisme

Type 1 er optaget af hvordan man kan forbedre ting og reagerer når noget ikke er som det skal være. Type 1 har en meget stærk indre kritiker som holder følelser og egne behov på plads. De gør det den indre kritiker fortæller dem er korrekt, fremfor det de faktisk har lyst til. Det giver dem en glæde at gøre arbejdet rigtigt og godt. De gør en stor indsats for at yde deres bedste.

Enneagram type 1 fremstår ofte som uafhængige, idealistiske og rationelle personer med et højt moralesæt og stærke synspunkter for, hvad de selv tror på, er rigtigt og forkert – de mestrer at fejlfinde ned til mindste detalje.

Type 1 har en mission og står op for andre på grund af deres retfærdighedssans og kæmper deres kampe for, at retfærdigheden skal vinde. De er grundige og gode til at skabe forbedringer for alt og alle omkring dem. Der kan argumenteres for at de har en indre mission som handler om at skulle gøre verden til et bedre sted at være i.

Styrker

  • 1’ere er typisk pålidelige
  • De er fornuftige og har en høj moral
  • De viser ofte deres integritet (konsekvent overholdelse af værdisæt)
  • 1’ere har et ønske om at forbedre tingene til alles bedste

Udfordringer

  • 1’eres udfordringer er bl.a. at kontrollere deres egen vrede
  • Håndtere deres perfektionisme og deres overdrevne kritik af dem selv og andre.
  • Alting skal være 150% perfekt
  • Har svært ved at holde fri
  • Har svært ved at vise følelser

Hvis du kender en type 1:

Når type 1 føler, at de har leveret et godt stykke arbejde, er det meget svært for dem at klare kritik. De kan meget let komme til at rette på andres ting. Det kan være vasen som står forkert eller et punktum som mangler.

En sang tilknyttet Ennegrammet type 1:

Enneagrammet type 1 | Maybe You’re Right (Cat Stevens)
Now maybe you’re right and maybe you’re wrong
But I ain’t gonna argue with you no more
I’ve done it for too long.

 

 

Enneagram type 2 hjælperen
Enneagrammet type 2 – Hjælperen

Enneagrammet type 2: Hjælperen

Den omsorgsfulde type: Generøs, kærlig og positiv

Hvorfor vil type 2, gerne holde pause? Det kunne jo være at der var nogle der gerne ville ud og ryge eller dem med dårlig ryg, kunne sikkert have behov for at stå lidt op

Kendte mennesker som er type 2: Prinsesse Alexandra, Paramahansa Yogananda, Lionel Richie, Stevie Wonder, Mother Teresa

Her synes jeg at Mother Teresa er et godt eksempel for type 2. Hun var en kvinde, som var drevet af sin omsorgsfuldhed og som blev beundret af mange for sit velgørenhedsarbejde hvor hun b.la. fokuserede på hjælpe de fattige i Indien.

Basale frygt: at være uønsket og uværdig til at blive elsket

Basale ønske: At blive elsket
Det forvrænges i et behov for at være uundværlig

Type 2 er meget opmærksom på, hvordan man kan hjælpe. Det er lettere for dem at give end at tage imod. 2’eren erkender ikke rigtigt, at de også har egne behov. De kan føle at de skal give hele tiden, og de kan savne at føle sig fri for at skulle dække andres behov hele tiden. De er ofte udadvendte, smilende, imødekommende og dygtige til at anerkende andre og søger at få anerkendelse for den hjælp, de giver til andre.

Styrker

  • Enneagram type 2 får let venner
  • 2’ere kan være hensynsfulde, opmærksomme og sjove
  • De er også ofte flittige og positivt engagerede

Udfordringer

  • Enneagram type 2 forsømmer ofte deres egne behov
  • De forsøger indirekte at være ind over andres sager
  • De kan være usikre ved et virkeligt nært forhold til andre mennesker

Hvis du kender en Enneagramtype 2:

Når 2′ eren har det godt er de i kontakt med deres egne behov. Så har de ikke brug for at rende rundt og opfylde alle andres behov. Altså, fokuserer de på, hvad der er vigtigt for dem selv. Men mangler de anerkendelsen, som er så super vigtigt for en 2 ‘eren, så vil vedkommende ubevidst prøve endnu hårdere på at få anerkendelsen. Så husk at anerkende din 2 ‘er om det så er din mor-far-søster-bror-kollegaer-kæreste, så bare husk det og du har en helt speciel ven.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 2:

Ennegrammet type 2 | Getting to Know You (Julie Andrews)
Getting to know you
Getting to know all about you
Getting to like you
Getting to hope you like me

 

 

Enneagram type 3 Udretteren
Enneagrammet type 3 – Udretteren

Enneagrammet type 3: Udretteren

Den succesorienterede, pragmatiske type: Tilpasningsdygtig, stort drive og statusbevidst

Hvorfor vil type 3, gerne holde pause? De ser det som en mulighed for at møde de andre deltagere og danne netværk

Kendte mennesker som er type 3: Bill Clinton, Muhammed Ali, O.J. Simpson, Madonna, Elvis Presley

Her synes jeg at Muhammed Ali er et godt eksempel på type 3, en person som var målrettet, energifyldt, selvsikker og virkelig kæmpede hårdt for at opnå succes i livet.

Basale frygt: at være uduelig og ikke have værdi udover det de præsterer

Basale ønske: At føle sig værdsat, accepteret og ønsket.
Det forvrænges i en konstant stræben efter succes.

Enneagram type 3 har fokus på at nå sit mål. De kan godt fremstå lidt overfladiske da de kan være mere fokuseret på at nå et ende mål, frem for lige at stoppe op og være nærværende overfor dem selv og for andre. De kan yde en fantastisk arbejdsindsats, også over længere tid, og ofte på bekostning af fysiske behov og helbred. De er optaget af at vinde, undgå fiasko og er gode til at begå sig i alle sammenhænge og på alle niveauer.

Enneagram type 3 fremstår ofte som energifyldte, hurtige, effektive ildsjæle, der gerne arbejder over, og de er også vedholdende over længere tid – bare de kommer succesfuldt i mål – og 3’ere har mange mål, så der er altid travlt.

Enneagram type 3 er eminente til at tilpasse sig situationer og dem, de er i selskab med, for at de kan opnå succes med deres mål. 3’ere oplever oftest ikke selv, hvis de har en fiasko, da de fjerner sig fra den og i stedet kun lever i og efter målet for at skabe succesen.

Styrker

  • 3’ere kan være flittige, energiske og tiltrækkende
  • De kan være meget inspirerende mennesker
  • De er fleksible og tilpasser sig situationer for at nå deres mål

Udfordringer

  • De kan være arbejdsnarkomaner
  • Enneagram type 3 er uopmærksomme på deres ægte følelser
  • 3’ere kan være ude af stand til at standse op og bare være stille

Hvis du kender en Enneagramtype 3:

Det er den effektive type, de tænker på mål og det er meget vigtigt at nå dem. Når de har nået målet, har de allerede et nyt mål. Status er meget vigtigt og de ønsker at vise udadtil at de er succesrige og har styr på tingene igennem deres tøj og bil osv. De vil meget gerne fortælle om deres succes. Ros dem for det, de gør for dig. Sig at vedkommende er fantastisk, og det er dejligt med alt det, vedkommende gør. Men lad også 3′eren forstå, at det bare er ham eller hende, du gerne vil være sammen med – uafhængigt af hvad de præsterer.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 3:

Enneagrammet type 3 | Nobody Does It Better (Carly Simon)
Nobody does it better
Makes me feel sad for the rest
Nobody does it half as good as you
Baby, you’re the best

 

 

Ennegram type 4 romantikeren og individualisten
Ennegrammet type 4 – Romantikeren / Individualisten

Enneargrammet type 4: Romantikeren / Individualisten

Den følsomme, selviagttagende type: Udtryksfuld, dramatisk, reserveret og temperamentsfuld

Hvorfor vil type 4, gerne holde pause? De vil søge en enkelt medkursist som de kan dele deres oplevelser fra foredraget og deres personlige erfaringer med.

Kendte mennesker som er type 4: Lars von Trier, Karen Blixen, Van Gogh, Marlon Brando, Johnny Depp, Amy Winehouse

Her synes jeg at Karen Blixen er et godt eksempel på en type 4 – en lidt tilbagetrukken type som var kunstnerisk udtryksfuld og søgte efter mening, frihed og den ægte kærlighed.

Basale frygt: Ikke at have nogen identitet eller personlig betydning

Basale ønske: At finde sig selv og sin betydning for derved at skabe en identitet
Det forvrænges i en selvoptagethed

Enneagram type 4 er følsom og nærtagende, og deres humør eller indre tilstand svinger meget i løbet af en dag. De fokuserer ofte på det, der mangler hos dem selv, hos andre eller i den situation, de er i. De tror, at andre er mere lykkelige end dem, og føler sig anderledes og ikke forstået, ligesom de altid længes efter noget, de føler, der mangler uden rigtigt at vide, hvad det er.

Enneagram type 4 trives godt med dybde og nære relationer, og føler sig forbundet med andre. De har fokus på at sætte deres personlige præg på det, de arbejder med, så det bliver unikt og særligt.

Enneagram type 4 fremstår ofte som unikke, kreative og lidt sårbare personligheder, der har behov for at udtrykke sig følelsesmæssigt. Deres humør kan svinge relativt meget over kort tid, ligesom deres involvering og tilbagetrækning fra andre mennesker kan det. De påvirkes meget let af stemninger og er eminente til at opfange stemningen i et rum.

Styrker

  • Enneagram type 4 kan være følelsesmæssigt stærke
  • De er ægte
  • 4’eren er ofte kunstneriske
  • De er ofte sensitive

Udfordringer

  • De oplever ofte et lavt selvværd
  • 4’eren kan være udfordrende ved at være krævende
  • De er ofte dramatiske
  • De kan have tendens til at være utilfredse eller nedtrykte

Hvis du kender en Enneagramtype 4:

Som 4’er ønsker man ægte og dybe relationer til andre. De søger det særlige, det som kan gøre livet helt specielt. Som partner til en 4′er ved du aldrig helt hvor du har vedkommende. Men du bliver til gengæld draget ind i deres følelsesmæssige intense hverdag. 4′eren er meget romantisk anlagt, og luksus får vedkommende til at føle sig værdsat.

Anerkend din partners behov for at udtrykke følelser. Du behøver ikke nødvendigvis at gøre andet end sige, at det forstår du godt. Skab forandringer i hverdagen og lav romantiske overraskelser for 4′eren.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 4:

Enneagrammet type 4 | Yesterday (The Beatles)
Oh yesterday, all my troubles seemed so far away
Now I need a place to hide away
Oh I believe in yesterday

 

 

Enneagram type 5 udforskeren
Enneagrammet type 5 – Iagttageren / Udforskeren

Enneagrammet type 5: Iagttageren / Udforskeren

Den intellektuelle type: Opfattende, innovativ, hemmelighedsfuld og isoleret

Hvorfor vil type 5, gerne holde pause? De vil have brug for at trække sig lidt tilbage for at reflektere over alle indtrykkene.

Kendte mennesker som er type 5: Bill Gates, Mark Zuckerberg, Albert Einstein, Steven Hawkings

Her synes jeg de 4 ovennævnte personer er rigtige gode eksempler på type 5, en tilbagetrukken type, som er observant og virkelig er i besiddelse af et hoved som nemmere end andre kan skabe forståelse af meget komplekse ting og emner.

Basale frygt: At være hjælpeløs, unyttig og udygtig

Basale ønske: At være dygtig og kompetent
Det forvrænges i unyttig specialisering.

Enneagram type 5 er ofte indadvendt og har fokus på at samle viden og informationer. De tænker tanker om store emner og analyserer sig gerne frem til mange vinkler på emnet. De har fokus på respekt både udadtil og indadtil. De kan let føle sig invaderet og har et stort behov for privathed.

Enneagram type 5 toner deres følelsesliv ned og taler sjældent om det. Femmere fremstår ofte som enspændere, der hellere vil sidde hjemme ”i hulen” og samle viden, end at træde inkompetent ud i virkeligheden. De oplever sjældent selv, at de er kompetente nok, selvom de nærmest har en klæbehjerne, når der er noget, som virkelig interesserer dem. Det giver ikke mening for dem at smalltalke, og de deler ikke deres følelser. Ting skal for femmere bare være funktionelle, og de er ofte spartanske.

Styrker

  • De er objektive
  • 5’er bevarer roen i krisesituationer
  • De er vidende og analytiske

Udfordringer

  • 5’ere kan blive for følelsesmæssigt uafhængige
  • De har en tendens til at trække sig væk fra andre
  • 5’ere skaber ofte en unaturlig afstand som andre kan have svært ved at håndtere
  • De bryder sig ikke om smalltalk

Hvis du kender en Enneagramtype 5:

Deres kommunikation er ofte en overskrift, hvor de lige lurer om det har andres interesse, siger ikke noget uden at være 110% sikker. De higer efter ny viden og holder på den, indtil de er helt sikker på deres viden. De er bange for at de ikke har tid nok til at tænke og det er vigtigt at være kompetent nok. Vil du tale med en 5′er om noget der optager dig, så giv plads og tid til, at 5′eren kan tænke over det. Vær forsigtig med at stille for mange og direkte spørgsmål, for er du nysgerrig, vil 5′eren trække sig ind i sig selv.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 5:

Enneagrammet type 5 | You Don’t Know Me (Ray Charles)
You give your hand to me
And then you say hello
And I can hardly speak
My heart is beating so
And anyone can tell
You think you know me well
But you don’t know me (no you don’t know me)

 

 

Enneagram type 6 Loyalisten
Enneagrammet type 6 – Skeptikeren og Loyalisten

Enneagrammet type 6: Skeptikeren / Loyalisten

Den sikkerhedsorienterede type: Engagerende, ansvarlig, troværdig, bekymret og mistænksom

Hvorfor vil type 6, gerne holde pause? De er spørgelystne og har brug for at debattere andre synsvinkler

Kendte mennesker som er type 6: Kronprins Frederik, Jennifer Aniston, Tom Hanks, Woody Allen, Mel Gibson

Her synes jeg at Kronprins Frederik er et godt eksempel. En engagerende person som viser sin ansvarlighed og loyalitet som Kronprins overfor befolkningen ved at løbe side om side med dem til Royal Run.

Basale frygt: At mangle støtte og vejledning og ikke kunne overleve på egen hånd

Basale ønske: At finde sikkerhed og støtte
Det forvrænges i at klynge sig til en bestemt overbevisning eller tro.

Enneagram type 6 har mange bekymringstanker og forestiller sig tit, hvad der kan gå galt, eller hvad der skal tages højde for. De leder ofte efter andres skjulte motiver og hensigter. Som 6’er er du god til at tage det modsatte synspunkt, også selvom det ikke er dit eget. Du har ofte fokus på at forsvare ”de svage” og ender derfor f.eks. gerne i en funktion som tillidsmand.

Enneagram type 6 fremstår ofte som skeptiske og tvivlende personer på grund af deres analytiske evne til at kunne forudse problemer i fremtiden. Samtidig har de behov for at udtrykke risikoen ved dem. Og der er ved Gud mange potentielle problemer og farer nu og i al fremtid at bekymre sig om.

Styrker

  • 6’ere er ofte intuitive
  • De er loyale
  • 6’erene er analytiske
  • De har evnen til at udfordre autoriteter (mod-fobiske) eller til at gennemskue falske forudsætninger

Udfordringer

  • De kan være overdrevet mistænksomme eller næsten paranoide
  • De kan projicere deres egne tanker, følelser og motiver over på andre
  • 6’eren har ofte problemer med at tro og kan blive hængende i tvivl og i overdreven grad at stille spørgsmål
  • De har svært ved at handle hvis de bliver presset

Hvis du kender en Enneagramtype 6:

Du skal vide at det er naturligt for 6′eren at tage det modsatte standpunkt i alle samtaler. Jo mere begejstret du er for et forslag, jo mere vil 6′eren stille sig på bagbenene. Det er altid en god ide at underspille en ide for 6′eren. I stedet sige, det er nok ikke nogen særlig god ide at rejse dertil, eller hvad det nu kunne drejer sig om. ”Det er sikkert ikke så godt”… så får 6′eren lyst til at undersøge om det nu også er rigtigt.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 6:

Enneagrammet type 6 | Maybe I’m Doing It Wrong (Randy Newman)
Maybe I’m doing it wrong
Maybe I’m doing it wrong
It just don’t move me
The way that it should
Maybe I’m doing it wrong

 

 

Ennegram type 7 eventyreren og entusiasten
Enneagrammet type 7 – Eventyreren / Entusiasten

Enneagrammet type 7: Eventyreren / Entusiasten

Den travle, variationssøgende-type: Spontan, alsidig, begærlig og spredt

Hvorfor vil type 7, gerne holde pause? De vil se det som en mulighed for at udvikle ideer til, hvad foredraget også kan bruges til

Kendte mennesker som er type 7: Bubber, George Clooney, Jim Carrey, Miley Cyrus, Robin Williams

Her synes jeg at Bubber er et klassisk karikeret eksempel på typen. Fuld fart på, Bubber skal bare ud og opleve verden, der er så mange muligheder og så meget spændende – og det er med et dejligt positivt syn på det hele!

Basale frygt: At lide afsavn og blive fanget i smerte 

Basale ønske: At være glad, tilfreds og have deres behov opfyldt
Det forvrænges i virkelighedsflugt

Enneagram type 7 ser alt fra en positiv vinkel og elsker at have mange muligheder. De kan ikke lide at føle sig begrænset af aftaler og procedurer. De er optaget af at fantasere om ideer og planer, som ikke nødvendigvis bliver realiseret. De er fascinerende og gode til at blive begejstret og skabe begejstring hos andre, og de elsker at lave ”sjov og ballade”. De fremstår derfor oftest som positive, mulighedsorienterede, lette og charmerende personer, der altid har mange bolde i luften, og som overvejende griber de bolde, de har lyst til at gribe. Resten falder til jorden.

At opleve begrænsninger for Enneagram type 7 er noget af det værste, type 7 kan forestille sig. Det kan være svært for syveren at blive i nuet, fordi de i deres hoved altid er et eller flere skridt foran og derfor hele tiden klar til at gå videre.

Styrker

  • 7’ere er sædvanligvis eventyrlystne
  • De er sjove og positive
  • De er muntre og optimistiske
  • De kan altid holde en fest

Udfordringer

  • Det kan være vanskeligt for 7’ere at indgå forpligtelser
  • De har svært ved at håndtere smerte
  • De bryder sig ikke om for megen pessimisme

Hvis du kender en type 7:

Man ved aldrig helt hvor man har en 7′er, hvad vil 7′eren i dag, måske er der dukket nye ideer op, hvilke fremtidsdrømme har 7′eren fokus på lige nu? Vis altid beundring for 7′erens ideer og giv plads til at der kan afprøves nye ting. Træk ikke 7′erens drømme for meget ned på jorden. Det vil begrænse vedkommende. Hvis du har et problem, som du vil diskutere med 7′eren så hold et let tonefald, og fokuser på muligheder. 7′eren søger efter en dyb følelse af lykke. 7′eren har også behov for at være alene og fordybe sig.

En sang tilknyttet Enneagrammet 7:

Enneagrammet type 7 | Don’t Worry, Be Happy (Bobby McFerrin)
Here’s a little song I wrote
You might want to sing it note for note
Don’t worry, be happy
In every life we have some trouble
But when you worry you make it double
Don’t worry, be happy
Don’t worry, be happy now

 

 

Enneagram type 8 beskytteren og udfordreren
Enneagrammet type 8 – Beskytteren / Udfordreren

Enneagrammet type 8: Beskytteren / Udfordreren

Den kraftfulde, dominerende type: Selvsikker, beslutsom, viljestærk og konfronterende

Hvorfor vil type 8, gerne holde pause? De vil gerne have deres behov dækket i form af kaffe, toiletbesøg og cigaretter

Kendte mennesker som er type 8: Martin Luther King, Serena Williams, Donald Trump, Fidel Castro,

Her synes jeg at alle eksemplerne er gode til at beskrive type 8. Typer som uden de behøver at sige særligt meget fremstår kraftfulde og deres meninger er meget tydelige.

Basale frygt: At blive gjort fortræd eller kontrolleret af andre 

Basale ønske: At beskytte sig selv og bestemme over deres eget liv og retning
Det forvrænges i konstant kamp

Enneagramtype 8 er ikke til at overse, selvom de er stille. De kæmper gerne, hvis de oplever, noget er uretfærdigt, både på egne og andres vegne. De er dominerende og vil gerne have kontrol med deres omgivelser. De er ikke bange for at vise vrede og tager konflikter, når de er der. De er meget beskyttende og kærlige overfor dem, de holder af.

Lige så hårde og kontante Enneagram type 8 kan fremstå udad til, ligeså sårbare og følsomme er de indad til, hvilket andre sjældent får at se. Type 8 fremstår ofte som impulsive personer med stor energi og power. De kæmper for retfærdighed, meningen, åbenhed og (deres egen) sandhed. Tager gerne ledelsen for at kontrollere situationen – og komme i det mål, de selv har udset sig.

Enneagram type 8 er meget målrettet, handlekraftig og uafhængig, og de tænker her og nu og får energi af at være i nuet. Man kan se 8érens humør med hele kroppen, uanset om der er glæde, vrede eller irritabilitet.

Styrker

  • 8’ere fremstår som regel robuste og stærke
  • De fremstår som magtfulde og styrende
  • De er energiske og intense

Udfordringer

  • De kan have svært ved at holde deres energi og vrede tilbage
  • De kan virke kontrollerende
  • Samtidig kan de være nærmest ubevidste om deres egen sårbarhed

Hvis du kender en type 8:

De er fyldt med energi og du ved hvor du har en 8′er. De kan lide at kommunikere direkte og kalder en spade for en spade. 8′eren er engageret i alt hvad du fortæller og foretager dig, men vil heller ikke undlade at fortælle dig, hvis du dummer dig. Vær ærlig over for 8′eren og sig tingene som de er. Få 8′eren til at føle, at vedkommende bestemmer og stil ikke for mange spørgsmål så de føler sig kontrolleret. Det er vigtigt for 8′eren at føle kontrol over sine ting og relationer.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 8:

Enneagrammet type 8| Steamroller (James Taylor)
Well, I’m a steamroller, baby
I’m bound to roll all over you
Yes, I’m a steamroller, baby
I’m bound to roll all over you

 

 

Enneagram type 9 Fredsskaberen fredselskeren
Enneagrammet type 9 – Fredsskaberen / Fredselskeren

Enneagrammet type 9: Fredselskeren / Fredsskaberen

Den afslappede, beskedne type: Modtagelig, betryggende, accepterende og magelig

Hvorfor vil type 9, gerne holde pause? Så de kan sikre sig at der bliver bevaret den gode stemning under kurset.

Kendte mennesker som er type 9: Queen Elizabeth II, Morgan Freeman, Abraham Lincoln, Walt Disney

Her synes jeg at Morgan Freeman er et godt eksempel. Han er en person som er enormt forstående, betryggende og er god til at skabe harmoni mellem menneskerne omkring ham.

Basale frygt: at lide tab eller adskillelse 

Basale ønske: At have indre stabilitet og fred i sindet
Det forvrænges i stædig forsømmelse

Det er vigtigt for Enneagram type 9 at undgå konflikter, og de kan se en sag fra flere sider. De ønsker at skabe harmoni og kan derved let glemme deres egne behov. De er gode mæglere, da de evner at se i helheder, og det er vigtigt for dem at få alle med, så konflikten undgås. Derfor forsøger de også at sætte noget andet i stedet eller slå ting hen.

Enneagram type 9 kan have problemer med at afslutte projekter, da de let kan blive afledt undervejs af andre vigtige ting. De opleves oftest som indadvendte og stille sammen med nye mennesker.

Enneagram type 9 fremstår ofte som stille, milde, lidt tilbagelænede og magelige personer, der ikke sætter sig selv i centrum – og som er gode til at skabe harmoni og hygge omkring sig. De overvejer hele tiden på den ene/den anden side og har et holistisk menneskesyn.

Styrker

  • 9’ere kan være dygtige mæglere og loyale
  • De er trofaste partnere og venner
  • De er som regel varme og forstående,
  • Enneagram type 9 er accepterende og omsorgsfulde

Udfordringer

  • 9’eren kan have svært ved at føle eller udtrykke vrede
  • De føler stort ubehag i konflikter
  • De kan have svært ved at vide hvad de vil
  • kan have svært ved at adskille deres egne oplevelser fra andres

Hvis du kender en type 9:

Som kæreste til en 9′er kan man få et roligt og udramatisk liv, 9′eren kræver ikke særlig meget af hverken dig eller børnene. De vil gøre alt for at bevare den gode stemning og kan derfor godt virke tavse og umeddelsomme. 9′eren bryder sig ikke om forandringer. Giv dig altid tid til at tale og hygge med 9′eren. Hvis du vil tale problemer, gå langsomt til emnet. Sørg for at der er ro omkring dig og tal langsomt. Ved direkte konfrontationer bliver 9′eren meget stædig.

En sang tilknyttet Enneagrammet type 9:

Enneagrammet type 9 | Sitting by the Dock of the Bay (Otis Redding)
Sittin’ in the mornin’ sun
I’ll be sittin’ when the evenin’ come
Watching the ships roll in
And then I watch ’em roll away again, yeah
I’m sittin’ on the dock of the bay
Watching the tide roll away
Ooo, I’m just sittin’ on the dock of the bay
Wastin’ time

Det var Enneagrammet og dets 9 typer – jeg håber du er blevet klogere.

Husk på:

… at du ikke er din type og som menneske er du meget mere end Enneagrammet kan beskrive. Enneagrammet beskriver blot hvordan du opfører dig når du er presset og er et redskab til se dine mønstre og ændre dem, der ikke er støttende eller givende for dig. Din kultur, køn, oplevelser bidrager også til at forklare hvem du er.

– Simon Woetmann

_____________________

Har du lyst til at gå mere på opdagelse i din indre rejse og skabe det liv du ønsker? Så klik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *