Interview, Pernille W. Lauritsen: Fra at leve uden retning, til at leve af sin passion

Velkommen tilbage, det er efterhånden ved at være lang tid siden. Personligt er der sket meget for mig siden sidst og jeg har skiftet spor fra den finansielle sektor til nu at Coache og støtte mennesker i deres indre og ydre rejse. På min rejse har jeg b.la. fået støtte og vejledning af Pernille W. Lauritsen ved Mindjuice Academy i København. Pernille underviser i transformation og er derudover en erfaren coach. Med sine 23 års erfaring har hun coachet flere tusinder mennesker, herunder alt fra ekstremt kendte mennesker fra både Danmark og den internationale scene, til kriminelle samt børn og unge. Hun er stifter af Mindjuice Academy som er en af Danmarks førende kursus virksomheder, med fokus på uddannelse af coaches, ledercoaches samt foredragsholdere. Pernille er bestyrelsesmedlem hos Dansk Industris Managementrådgivere og tidligere præsident for ICF Danmark (International Coach Federation), hvor hun desuden i en periode repræsenterede Europa, Afrika og Mellemøsten. Pernille er forfatter af 4 bøger og snart aktuel med en ny bog ”Gør det, du frygter” som udkommer her i 2020. Til det offentlige skue har Pernille coachet kendte mennesker igennem P1 programmet ’Dét, du frygter’ som er hørt af over 1,3 millioner danskere, samt podcast serien ”Gør det, du frygter” på Podimo. Ja, det var mange ting på en gang.

Jeg nåede lige at få en varm kop kaffe og en sludder med Pernille, inden hun rejste til Los Angeles, hvor hun bor hen over vinteren.

 

Kan du forklare lidt om hvad det er du laver?

Ja, jeg bruger b.la. coaching til at arbejde med folks bevidsthed. Men det er også meget andet end blot coaching. Det minder lidt om Mixed Martial Arts – bare med bevidstheden. Jeg mikser forskellige traditioner og stilarter, for at skabe en ekstrem effektiv måde at flytte menneskers mindset på. Det er også det vi arbejder med i Mindjuice. Vi mennesker har et ubevidst- og et bevidst mindset, og det er det bevidste jeg flytter folk ind i.

Hvad har startet alt det her?

For de fleste mennesker starter den indre rejse af nødvendighed – eller smerte. Det var også det der skete for mig.

Jeg har altid rejst. Jeg har rejst i over 50 lande. Boet i Afrika, Indonesien og alle mulige steder. Jeg har altid rejst hvor ingen andre ville eller turde at rejse hen. Steder hvor de færreste havde været. Jeg har boet ude i junglen i Borneo, blandt Iban Hovedjægere. Jeg har været i Vestafrika og blevet trænet af gamle masterdrummers i kældre under gamle slave forts. Jeg har opsøgt en masse steder for at finde noget visdom og noget originalt.

Jeg fandt senere ud af at der også var noget visdom inden i. Jeg opdagede at der var en indre rejse. En indre rejse jeg havde lyst til at udforske. Her ville jeg også gerne være ‘backpacker’. En indre rejse som har lige så mange bjerge, floder, kløfter som stormvejr og solskin som i det ydre univers. Derfor kalder jeg også mig selv for en stifinder. Jeg guider folk rundt i deres indre landskaber. Jeg kalder det at guide folk tilbage til deres indre Camino.

Pernille afsluttede med et smil på læben:

Jeg er faktisk bedre til at finde rundt derinde, end til Jylland – jeg har ikke lavet andet i 23 år.

*Iban Hovedjæger

 

Hvornår startede din indre rejse?

Min far døde meget tidligt, jeg var kun 16. Han havde været meget svær at bo sammen med og han havde bestemt alt over mig, mine søskende og min mor. Når man bor sammen med en diktator og han så dør, så opstår der et enormt tomrum. Hele familien skulle finde deres egne ben på en gang – det var ret kaotisk. Vi var meget frie, men også enormt usikre på hvad vi ville.

Jeg begyndte efterfølgende at rejse meget. Jeg rejste i 5 år, flyttede rundt i verden og jeg ledte og jeg ledte.

I min søgen og min leden, sendte min søster mig et brev, da jeg boede i Indonesien: “Hvad er det du leder efter? Vil du ikke nok komme hjem?”. Jeg kan huske at det overraskede mig og det satte en masse tanker i gang – hvad er det egentlig jeg leder efter? Jeg blev klar over at det var mig selv, et bestemt aspekt af mig selv. Jeg ledte efter det jeg i dag kalder, min egen essens.

Jeg kom hjem, og jeg plejer at sige at jeg kom tomhændet hjem. Jeg startede på Universitetet og jeg fik nok en depression på det tidspunkt. Jeg havde rejst og rejst og rejst, og for hver gang jeg rejste et sted hen, og ikke helt fandt det jeg ledte efter, blev jeg mere og mere desperat. Jeg fandt ikke nogen svar der gav mening. Ikke i forhold til hvad jeg skulle med mit liv. Det var enormt udfordrende – hvilket det også er for unge nu om dage. At leve uden retning, er noget at det farligste man kan gøre.

 

*Et års rundrejse i Indonesien – herunder 3 måneder på Borneo.

 

Hvorfor det?

Fordi så farer du vildt og det er skræmmende. Samtidig ‘fucker’ det med dine værdier, din forståelse af dig selv og livet, hvis ikke der er nogen guidance.

I alle gamle traditioner har vi mennesker altid vokset op med en form for guidance. I dag lever vi i et samfund, hvor der ikke er nogen guidance. Hvis man så heller ikke får guidance fra sine forældre, skolen eller andre steder, så bliver det meget usikkert at leve. Det aktiverer rigtig meget frygt.

Jo mere jeg rejste og jo mere jeg ikke fandt det jeg ledte efter, jo mere nervøs blev jeg for at der ikke var noget svar – og hvis der ikke var noget svar, hvad skulle jeg så være her for?

Jeg havde altid klaret mig godt i skolen og kom nemt ind på Universitetet, men da jeg kom hjem og flyttede ind i en lejlighed på Nørrebro, kan jeg huske at der kom flere dage i ugen som var dystre og ubehagelige, end der kom gode dage og gode stunder. Det var følelsen af at nu tipper bægeret over, og det bliver mere og mere dystert.

 

Hvordan fandt du så din vej?

Det skete faktisk ved at jeg, helt tilfældigt, var til et foredrag.

På det tidspunkt havde min mor kontaktet en psykolog for mig, som faktisk skrev et brev til mig. Men jeg turde ikke ringe hende op. Jeg endte bare med at hænge brevet op på køleskabet.

Jeg tror at det er rigtig vigtigt at huske, at når man har det skidt, så er det enormt svært at række ud til en fremmed.

Jeg tror godt folk kunne se på mig at jeg havde det rigtigt skidt og det var en veninde der sagde at jeg skulle prøve noget selvudvikling, hvorefter hun inviterede mig med til et foredrag. Her fik jeg en følelse af “Wauw, her er der noget, som ikke er på universitetet”.

Jeg læste psykologi på basis på RUC, men jeg syntes ikke at det virkede og det gav mig ikke nogen indsigt i hvor jeg skulle gå hen. Der var intet der talte til den spirituelle side i mig. Ingen undervisning i bevidsthed. Jeg var søvngænger i livet, men havde brug for at vågne, og det skete så til det her foredrag. Men til det her foredrag, var der en helt speciel ærlighed – også blandt publikum. Her var der mennesker som fortalte hvordan de egentlig havde det. Jeg kan huske at jeg gik hjem den aften og tænkte “Hvis det er rigtigt det jeg fornemmer, så er der mennesker der lever på en anden måde og har det ligesom mig”. Det følte jeg ikke på universitet. Når jeg kiggede rundt, lignede det at jeg var den eneste der havde det svært.

 

*Pernille i Californien, i gang med at skrive hendes nye bog ”Gør det, du frygter” som udkommer her i 2020.

 

Hvad skete der imellem den aften og frem mod at du blev coach?

Jeg tog en masse kurser. Alt hvad jeg kunne finde, alt hvad jeg kunne komme i nærheden af og alt hvad jeg havde råd til. Noget var godt og noget var dårligt. Men for hver gang der var et glimt af noget, noget gammel visdom, noget unikt fra en sætning eller en person – så følte jeg pludselig at jeg fik lidt ‘guidance’. Jeg begyndte få en retning og finde ud af hvad der var interessant for mig. Der begyndte at åbne sig en ny verden op for mig.

Jeg begyndte at tage en masse uddannelser, NLP, Coaching, terapi – alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det var ren soul-hacking og jeg skabte faktisk min helt egen uddannelse. Meget af det var mens jeg gik på RUC, hvor jeg gik glip af meget undervisning. Jeg begyndte at assistere på kurser, fordi jeg ikke havde råd til at deltage. Så fløj jeg rundt og assisterede store undervisere. De havde altid brug for en assistent der var villig til at komme kl. 6 om morgenen og gå igen kl. 01 om natten – det var intet problem for mig. Så længe jeg måtte få lov til at være en del af det.

 

Hvornår gik det fra at være din passion til faktisk at blive din beskæftigelse?

Der gik lang tid – omkring 7 år. Dengang fandtes der ikke coaches som der gør i dag og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig at det var noget jeg kunne tjene penge på. Det var heller ikke mit motiv for at gøre det.

På det her tidspunkt, var der flere som havde spurgt mig om jeg ikke ville coache dem, fordi de syntes jeg var dygtig. Men jeg sagde altid nej, og anbefalede dem videre til andre erfarende coaches jeg kendte.

Jeg havde ikke lavet andet end at beskæftige mig med personlig udvikling og coaching næsten 24/7, men det at skulle have nogen til at betale mig for min coaching, det var vildt grænseoverskridende. Så skulle jeg jo være professionel, have moms nummer og alle de der ting.

Jeg husker at efter jeg havde anbefalet en Coachee (klient) videre til min veninde, sagde hun bare ”Hvorfor er det egentlig at du ikke bare tager hende selv?”. Her svarede jeg med det samme ”Nej, nej, nej. Hende tager du! Jeg gør ikke det der.” Men det satte nogle tanker i gang og min veninde syntes simpelthen jeg var så mærkelig, fordi der var så mange der havde spurgt mig. Det endte med at jeg ringede tilbage til hende der havde efterspurgt mig, hvor jeg måtte sige: “Jeg har tænkt over det. Jeg tager dig” – hun blev simpelthen så glad.

Hvad skete der så efter du havde fået din første ’rigtige’ coachee?

Jeg coachede hende og fortsatte med at uddanne mig. Derudover lavede jeg også et lille netværk for kvinder – hvilket jeg faktisk gerne vil anbefale andre også at gøre. Her gjorde vi meget ud af at fortælle hvad vi så var muligt for hinanden. På det tidspunkt, var der mange som kom og spurgte mig om jeg ikke nok ville lære dem at coache, fordi de syntes jeg var dygtig. Men det syntes jeg jo ikke at jeg kunne lære dem.

Alligevel valgte jeg at bringe det op til et af vores netværksmøder. Her sagde flere “Gør det nu bare!”. Jeg havde meget svært ved at se det, fordi jeg var genert og tilbagetrukken. Men det var trods alt kvinder jeg stolede på og beundrede. De forsatte: “Hvor mange skal der lige komme og spørge dig, før du gør det? Måske du skulle stole lidt mere på det andre ser i dig?”.

En sagde ”Du er min Oprah!”. En anden sagde fortsættende ”også min!” og til sidst havde hele forsamlingen besluttet at jeg var deres Oprah. Hende så jeg meget op til dengang, så jeg besluttede mig faktisk for at prøve at gå med hvad de her kloge kvinder fortalte mig.

Jeg besluttede at starte Mindjuice og begyndte at skrive på uddannelsen. Imens ringede jeg til hende jeg coachede og spurgte om hun ikke ville starte på den. Det ville hun rigtig gerne og hun var egentlig lidt ligeglad med hvad det kostede. Bare hun kom til at lære det, jeg kunne. Så ringede jeg rundt til flere jeg kendte og de var bare sådan “skriv mig på!”. Jeg tænkte “hvad er det jeg ikke ser?”, mit selvværd var så dårligt og jeg var så selvkritisk, at jeg ikke kunne se mit eget talent.

*Frygt er bl.a. noget Pernille dykker ned i, i hendes nye Podcast ’Gør det du frygter’ på Podimo.

 

Det her med selvværdet og selvkritikken, var det ikke noget du havde fået styr på igennem alle kurserne?

Det kommer an på hvordan man har det når man starter. Jeg havde kæmpet med bare at få det godt, og der er et stykke vej fra at have fået det bedre, til at lige pludselig at turde at skabe sin helt egen uddannelse. Det var et meget stort spring for mig.

Men min selvtillid kom simpelthen af at jeg havde coachet mere end nogen andre på de 7 år. Talent er overrated, hvis du spørger mig. Den tidligere tennisspiller Andre Agassi som slog til 1000 bolde om dagen, havde en far som mente at hvis hans søn slog til flere bolde end nogen andre, så måtte han jo blive bedre end de andre – uanset om der er talent eller ej. På samme måde har jeg det med min coaching. Her har jeg slået til flere tennisbolde end nogen jeg nogensinde har hørt om. Jeg har været præsident for ICF, jeg har repræsenteret 44 lande i verden og jeg har aldrig mødt en anden ICF præsident som har trænet mere end mig. Jeg har desuden undervist på 121 coach- og lederuddannelser. Det er langt over 10.000 undervisningstimer, selvom jeg ikke underviser alene mere.  Så lige der har jeg meget selvtillid. Der er ikke nogen shortcuts. Det er wax on, wax off – ligesom i Karate Kid. Alle kan være med. Nogen kan måske shine i starten, men på den lange bane, så er det dem der har udholdenhed og disciplin som kommer længst. Ligesom Malcolm Gladwells teori om at det tager 10.000 timer at mestre noget. Det holder efter min erfaring.

 

*Undervisning hos Mindjuice i Nansensgade.

 

Der er mange coaches nu, men der er også mange som ikke bliver til noget i branchen. Hvad vil du give af gode råd, til at realisere deres drøm om at blive coach?

Jeg kender ikke de andre coachuddannelser i dybden. Den måde man bliver Mindjuice coach på handler om meget andet end coaching, og det mener jeg er nødvendigt for at blive en rigtig dygtig coach. Vi bruger fx mange andre traditioner og vi arbejder ekstremt dybt – som i terapi, men med et andet fokus. Vores fokus er spirituelt og det betyder, at alt i udgangspunktet er godt, og derfra kan man så transformere livet. Jeg synes ikke at coaching kan stå alene. Derfor er min anbefaling til coaches, at de udvider deres uddannelse til at handle om selvudvikling, spiritualitet og ontologi. Dele af dette kan sagtens være et selvstudie.

En del af den træning man får som Mindjuice Coach, handler utrolig meget om integritet og om at gå vejen selv. Ikke den vej man er lært op i, men om at bruge de værktøjer og den viden om bevidstheden man har lært – og så træne det hver eneste dag.

Hvis man er coach og der ikke er nogen der vil coaches af dig, så er du nok ikke en særlig god coach. Det er lidt ligesom en rådgiver, hvor ingen vil have deres råd – er man så rådgiver? En coach er en der viser vej. Hvis du aldrig selv har prøvet at finde din egen vej, så vil du også være en dårlig stifinder for andre. Jeg coacher rigtig mange, folk fra Los Angeles, Danmark, Norge, Israel. Så sent som i går sad jeg b.la. med en fra Holland og han sagde “Du skal arbejde hos mig! Hvad skal der til?”.

Men det er fordi jeg har fundet min egen vej, og den har jeg fundet fra de vildeste afveje. Så hvis du vil være en god coach, så skal du tage arbejdet med dig i hele livet. Folk kan mærke det – de kan mærke på din respons, om du har været der eller ej. De kan mærke om du kender stedet.

Så mit råd er at du skal arbejde med dig selv. Hver dag og virkelig leve det som du snakker om.

Det betyder ikke at man skal være fuldkommen perfekt – det er der ingen af os der er. Livet er omfattende og det er intentionen det handler om. Det handler om at jeg hele tiden grounder mig selv i intentionen om at være bevidst. At jeg hele tiden kommer fra et sted, hvor alt er godt, og jeg gerne vil arbejde med det, der er, uden at dømme det som noget, der ikke burde være der. Derfor er det vigtigt at understrege at når man går ud og øver sig i sit liv, så vil man fejle, men så trækker man vejret og så må man komme op på hesten så godt man nu kan. Men det skal også være sjovt og det skal være en fed følelse. Husk at nyde det.

Livet er en taknemmelighedstest – hvor hurtigt kan du være taknemmelig for det der sker? Alt det vi kommer ud for, skal bruges til noget. Hvor hurtigt kan du rejse dig op igen, overgive dig til situationen og stole på at livet og situationen vil gavne dig på den lange bane? Det er den daglige træning ift. at være bevidst. Frygt lukker for bevidsthed. Lige så snart din frygt bliver ‘tricket’, så vil du lukke ned. Så du er nødt til at finde en balance hvor du arbejder med udfordringer, men hvis du tager for store udfordringer på dig, så lukker du ned.

Det lidt ligesom en linedanser. Gå ind i dine udfordringer i et balanceret tempo. Hvis du kommer til at tage for store skridt, kan du blive skræmt og tænke ”det her skal jeg aldrig gøre igen”. Men hvis du havde den indstilling da du var lille og skulle lære at gå, så ville du aldrig have gået den dag i dag. Så tillad dig selv at komme til at tage for store skridt og snuble, det er ret typisk. Men for guds skyld, rejs dig altid op igen – fordi det er vejen til frihed og livsglæde, det er det hele værd! Også selvom det kan være vildt konfronterende.

Og så den sidste vigtigste ting! Gå i flok. Gå sammen med nogen. Du er ikke skabt til at gå her i verden alene. Vi har brug for at andre at spejle os i, ellers lærer vi aldrig at se os selv klart.

Gå i flok, gå mod dine udfordringer i et balanceret tempo, tillad dig selv at begå fejl og øv dig på at gå din egen indre vej – det er det der vil give dig allermest succes som coach. Det var blot en lille del af de gode indsigter som Pernille W. Lauritsen havde i denne udgave.

Hvis du vil vide mere om Pernille og Mindjuice Academys uddannelser kan du finde mere information på www.mindjuice.com, eller via Facebook: Mindjuice og Instagram: @Mindjuice_AcademyPersonligt kan du følge Pernille på Instagram via: @Pernille_mindjuice.

____________________

Ønsker du selv at udvikle dig, udforske din indre rejse og skabe det liv du går og drømmer om?

Så kan du booke en uforpligtende coaching samtale her.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *