Tør du at være sårbar

Tør du at være sårbar?

Jeg synes oftest der er en forudindtaget holdning til det at være sårbar – er svagt.

Hvis du spørger mig, ligger der en underlagt forventning til at vi alle skal være stærke, selvstændige og selvsikre.

“Ret ryggen, hold hovedet højt, giv et fast håndtryk og kig dem i øjnene”, det råd har aldrig klinget med mig. For mig har det altid føltes som det rene skuespil. 

Hvorfor er det vi altid skal virke så perfekte? Så stærke? Typisk når vi spørger folk om hvordan det går, svarer de fleste oftest at det går godt. Men det passer jo ikke. Vi har jo alle løjet lidt, for ikke at være til besvær. Vi har sagt at det går godt, når det ikke gør – og smilet, selvom vi har ikke har det godt indeni. 

Personligt synes jeg det er ærgerligt, at vi har skabt en kultur, som ikke giver plads til et mere nuanceret billede af det at være menneske. 

Det er som om at der en bestemt måde at være et menneske på i vores kultur. En velanset måde at være på. Vi skal helst ikke have for mange fejl. Vi skal helst ligne nogen der har styr på tilværelsen.

Men er det perfekte menneske, ikke det menneske der tør at være et menneske? Det menneske der tør vise alle siderne af sig selv. Ikke kun de gode – men også de dårlige?

Jeg tror desværre at det går ud over trivslen for os alle sammen, at vi render rundt og prøver at være så perfekte hele tiden. For jo mindre der er plads til de ‘dårlige’ sider, jo mindre plads er der egentligt til at være vores ‘fulde’ selv. Vores ‘hele’ selv. Og jo mindre af vores ægte selv vi kan vise til omverdenen, jo mindre trives vi. Inden i.

Personligt har jeg været sårbar det sidste stykke tid. Min egen boligsituation har været ustabil og jeg har været udfordret. Udfordret så jeg har været ude af balance. Men det har jeg skulle stå ved. Stå ved at alt ikke lige kører på skinner. Jeg har skullet åbne mig op og spørge min omverden om hjælp. Hjælp til at finde ny bolig – og hjælp til at lige at komme ovenpå igen. Vise min omverden at jeg har snublet og at jeg har brug for en hånd. 

Selvom det er sårbart for mig at række ud efter hjælp, så er det også virkelig noget der betyder noget for mig. Hvis der er noget jeg gerne vil stå for i denne verden – så er det at fandme at være uperfekt. Mere af det – tak.

Det er så vigtigt at der er plads til at være os selv, også når det ikke kører. Plads til at spørge om hjælp, plads til at have brug for hjælp, plads til at modtage hjælp. Plads til at vise at vi ikke kan det hele, hele tiden. Plads til at lade sig falde og så blive grebet igen.

Lad os skabe en verden hvor vi bare kan være mennesker. På godt og ondt. En verden som ikke kun handler om at kunne ‘klare sig selv’. En verden hvor vi tør at smide masken. Tør at være sårbare. Tør at række ud efter hjælp. Lad os skabe en verden hvor vi kan være os selv – med alt hvad det indebærer.

For når vi tør være det hele – får vi også lov til at mærke det hele. 

Mærke hele livet. 

Og alt hvad det kan!

-Simon Woetmann

Læs om min coaching her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *